2.700 kroner i risikofri gevinst for hver 100.000 kroner på kapitalpension er værd at tage med, når beslutning om omlægning til ny kapitalpension skal træffes.

Regeringen lægger op til at ændre reglerne om kapitalpension i sit forslag til ny skattereform 2012.

For at skaffe penge til skattelettelserne fx i form af højere beskæftigelsesfradrag og lavere topskattegrænse foreslår regeringen, at indskud på kapitalpension i fremtiden skal sænkes til 27.600 kroner mod 46.000 kr. i dag. Samtidig ophører muligheden for at få skattefradrag for indskud på kapitalpension. Til gengæld bliver det tilsvarende skattefrit at hæve pengene, når den tid kommer.

Tilbage og frem er lige langt
Indskud på kapitalpension op til 46.000 kr. kan i 2012 trækkes fra i bundskatten og har en fradragsværdi på ca. 40%. Dvs. reelt skal man kun have 60% af de 46.000 kr. op af lommen. Og 60% af 46.000 er – tilfældigvis – 27.600 kroner, som det nye loft hedder.

Tilbage er skattefordelen ved at man ”kun” betaler 15,3% løbende skat af afkastet i pensionsordninger mod 27-45% af aktieafkast ved almindelige, frie midler.

Skattelettelse til alle med kapitalpension
For at få nogle af kapitalpension-opsparerne til at omlægge deres nuværende kapitalpension til den nye kapitalpension foreslår regeringen, at man kan omlægge sin kapitalpension mod at betale en afgift på 37,3% mod den nuværende 40% afgift. Det betyder en skattelettelse på 2,7% til alle med kapitalpension, hvis man vælger at omlægge til den nye beskatningsform.

Skal jeg så omlægge min gamle kapitalpension til den nye kapitalpension, lyder 2,7% spørgsmålet? Ja 2,7% i risikofri gevinst er bestemt værd at tage med i overvejelserne. Det kræver naturligvis, at man går ud og realiserer 37,3% af sin kapitalpension, dvs. sælger værdipapirer. Det vil der være et vist besvær med, handelsomkostninger og for mange også smertelige tab fra finanskrisens første år. Og så giver en omlægning til den nye type kapitalpension et bedre overblik i pensionsdepotet. For nok er det trist at se ens pensionsopsparing svinde ind med 37,3%, men omvendt er det nye og lavere tal i depotoversigten dine penge, og ikke nogle du senere skal betale skat af. Det gør det lidt lettere at overskue hvor meget du egentlig er god for.

Har man har mulighed for at spare mere end de 27.600 kr. op, kan man indsætte op til 50.000 kroner på en ratepension med fradrag i topskatten og derudover kan man opnå ubegrænset fradrag i topskatten ved indskud i K/S projekter.

Regeringen skriver i sit forslag til ny skattereform 2012, at ”Tidsforskydningen mellem lempelser og stramninger giver umiddelbart anledning til et forøget offentligt underskud, som dækkes ved, at skatten på kapitalpension fremrykkes, uden at den enkelte af den grund skal betale mere i skat eller får mindre i pension. Herved kan aktiviteten i økonomien øges på kort sigt, uden at det offentlige budget forværres”.

Regeringen budgetterer med et provenu på 5 mia. kr. ved omlægninger fra den gamle til den nye kapitalpension i 2013. Det svarer til, at 3% eller 13 milliarder kroner af de i alt 400 milliarder kroner i kapitalpensioner omlægges til den nye kapitalpension. Hvis alle 400 milliarder kroner omlægges, opnår staten et provenu på ca. 150 milliarder kroner.

Denne artikel er også publiceret på

crescendo.dk

euroinvestorprivat.dk

business.dk