Vi er en nation med rekordforbrug af lykkepiller, som topper lykkeindeks og ser lyst på fremtiden – selvom der ikke er oplagte grunde til det.


Ugens nye forbrugerforventninger fra Danmarks Statistik viser, at danskerne nu for femte måned i træk forventer, at landets økonomiske situation om et år er bedre end den er nu. Godt nok blev vi lidt pessimistiske, da finanskrisen satte ind i 2008, men nu ser det det ud til, at håbet har bidt sig fast.

Og det til trods for, at skeletterne vælter ud af de sydeuropæiske statskasser, euroen er på randen af kollaps og de globale økonomiske indikatorer langt fra entydigt peger i retning af fornyet fremgang.

Nationalbanken skriver fx i sin seneste kvartalsrapport: ”De finansielle markeder er fortsat præget af betydelig usikkerhed, især som følge af bekymringer om holdbarheden af de offentlige finanser og robustheden i banksektoren i de sydeuropæiske eurolande”.

Hvorfor denne optimisme, kan man spørge? Er vi et særligt optimistisk folkefærd, er vi bare ikke bevidste om tingenes tilstand – eller er den der forlorne krise overvurderet?

Nældens rod
Det går jo nok endda da, si’r det danske temperament ifølge Steffen Brandt, sådan har det altid været, sådan er det nu engang. Der er grund til optimisme, der er brug for fællesånden – la os spytte i næven og gi’ hinanden hånden.

Det lyder let, men det sværeste tidspunkt at tage fat om nældens rod er som bekendt, når man lige har gjort i dem. Ligesom det er svært at læse skriften på væggen, når man står med ryggen mod muren.

Forsinket krisestemning
Da finanskrisen begyndte at vise tænder (boligmarkedet toppede i 2006/2007 og aktiemarkedet i 2007), gik der tilsyneladende et stykke tid før det gik op for danskerne, at krisen var over os.

Først i december 2007 målte Danmarks Statistik, at flertallet af danskere så negativt på landet økonomiske udsigter (negative observationer i figuren). Dette sortsyn varede ved godt et års tid frem til marts 2009, hvor aktiemarkedet bundede ud.

Men set i det lange perspektiv (Danmarks Statistik har målt forbrugerforventninger siden 1974) har de seneste års krisebevidsthed været væsentlig kortere og mindre dyb end kriserne i 70’erne, 80’erne og 90’erne.

Derfor er det også vanskeligt at overbevise danskerne om at de skal arbejde mere (i sig selv svært i en tid med relativ høj arbejdsløshed) eller at det er nødvendigt at gennemføre reformer af skat, efterløn, førtidspension, dagpenge osv. Trepartsforhandlingerne blev da heller ikke til noget; det lykkedes ikke regeringen at overbevise fagbevægelsen om, at deres medlemmer skal arbejde mere, og slet ikke på helligdage.

Spørgsmålet er, om denne krise er mindre end tidligere tiders kriser?

Mediedrevet lykkerus
”Alle har ret til et fedt liv” kunne et slogan for lykkepiller lyde. Og det forventes næsten også af os, vi er jo verdens lykkeligste folk.

Danmark topper igen i år OECDs lykkeindeks. Billedet af Danmark og danskerne som verdens lykkeligste prenter sig ind på vores nethinder side om side med billedet af politimanden og andefamilien på Wonderful Copenhagens berømte plakat.

Dette til trods for – eller måske netop på grund af – at op imod 500.000 danskere er på lykkepiller – og vi således også på dette område indtager en førerposition.

Igen og igen og igen ser vi amerikanske TV-stationer, der filmer glade cyklister i København og rapporterer om, at selv om det regner, kan man godt være lykkelig. Det er næsten en sandhed, som er selvopfyldende.

Spørgsmålet er om dette lykkefix er forankret i andet og mere end piller og mediemølle?

Det kan være godt nok – også i krisetider – at ranke ryggen og være glad for sit land og sit liv. Så længe vi husker på, at selvom håbet er lysegrønt, så er håb ikke nogen strategi.

Vi elsker vort land!