Hvordan skal man genoprette en økonomi for et folk, der ikke vil erkende krisen?
Danmark står overfor en økonomisk genopretning. Igen.
Spørgsmålet, som kommer til at stå centralt i valgkampen, vil være om genopretningen skal ske efter en blå eller en rød plan? Om vi skal afskaffe efterlønnen eller arbejde tolv minutter mere? Fagøkonomer er stort set enige om, at ingen af delene rækker. Hvad værre er, at befolkningen tilsyneladende ikke erkender de udfordringer, dansk økonomi står overfor. Vi dykker i denne artikel ned i befolkningens krisebevidsthed og drager paralleller til forrige gang, Danmark stod overfor en økonomisk genopretning, i Schlüters Danmark: Med bare 30 års afstand kan fattigfirserne nemlig med politikerbriller syne som de gode gamle dage.
Spøgelseskrisen
Den aktuelle krise er en underlig krise. en spøgelseskrise. efter 70’ernes massive nedtur var det i begyndelsen af 80’erne forlængst gået op for befolkningen, at landet var i krise. Og danskerne var indstillede på forandringer. Det kniber mere i dag, hvor der tales om spøgelseskrise – phoney crisis – med henvisning til det engelske udtryk fra perioden 1939-40, hvor krigen nok var i gang, men almindelige mennesker ikke rigtig mærkede til den. Sitzkrieg var tyskernes udtryk for det, der senere blev til Blitzkrieg.
Nu skal man passe på med historiske sammenligninger, men der er altså noget forlorent over denne finanskrise, som mange, mange slet ikke mærker noget til. Eller næsten ikke. Står man ikke overfor at skulle sælge sit hus, frygter man ikke umiddelbart arbejdsløshed, og har man ikke investeret i aktier ja, så mærker man stort set ikke krisen:
- 60% af befolkningen bor i ejerbolig, men kun et fåtal står jo overfor at skulle sælge. Langt de fleste af disse vil i øvrigt stadig opleve, at huset er mere værd end da de købte det, omend ikke så meget som da priserne toppede i 3. kvartal 2006. I klemme kommer naturligvis de, der har købt hus indenfor de sidste par år, og som er tvunget til at sælge. Og de, der var blevet forvænte med løbende at optage nye forbrugslån i forventning om uendeligt stigende huspriser.
- Arbejdsløsheden er steget til noget, der ligner 5% af arbejdsstyrken, måske lidt mere. Det betyder, at 95% beholder deres job – og arbejdsstyrken omfatter efterhånden kun godt halvdelen af befolkningen. Langt de fleste mærker ikke arbejdsløsheden – men frygten er der naturligvis for nogle.
- Kun et lille mindretal af befolkningen – er det 20%? – investerer direkte i aktier. Og en stor del af disse kun for en mindre del af deres samlede formue. De fleste almindelige lønmodtagere har deres opsparing placeret i ejerbolig samt i en pensionskasse i deres ansættelsesforhold – sidstnævnte har de fleste mennesker kun megen lille interesse og indsigt i – og afkastudviklingen følger oftest et udjævnende gennemsnitsprincip, så udsvingene er ikke store. I klemme er naturligvis det lille mindretal, der har investeret store dele af formuen direkte i aktier eller ligefrem lånt penge til at investere for.
Nogle få er ramt hårdt på eet eller flere af disse områder og al respekt for, at de har det svært. Men store grupper i samfundet mærker ikke finanskrisen i dagligdagen. 2,5 mio. står udenfor arbejdsstyrken, og 1 mio. er offentligt ansatte. Disse grupper er kun i meget ringe omfang truet af arbejdsløshed eller reallønsænkninger. Læg dertil en stor del af de privatansatte, der har pensionen bundet i en af fagbevægelsens pensionskasser. En stor del af befolkningen har ligefrem oplevet fremgang og øgede forbrugsmuligheder: Med regeringens ekspansive finanspolitik med store underskud på finansloven har mange af de i forvejen kun mildt ramte danskere fået glæde af SP-pengene, renoveringspuljen og ikke mindst skattelettelser fra 2010.
Er der så noget at bekymre sig over? Ja, det er der naturligvis. For hvis vi ikke får vendt udviklingen, kommer også offentligt ansatte, pensionister og andet godtfolk til at mærke krisen. Spørgsmålet er, om vi kan forbruge os ud af krisen, som nationalbanken opfordrer til.
I dag har den gennemsnitlige dansker fortsat flere penge mellem hænderne og flere velfærdsydelser end nogensinde. Men selv om EU har henstillet til Danmark at konsolidere økonomien, ser danskerne fortsat lyst på både familiens og landets økonomiske udsigter. Og selv om fx de offentlige udgifter i dag er større end nogensinde, oplever mange borgere ’velfærdsforringelser’. Der er således ikke stor forståelse for fx offentlige besparelser, og det greb indgår i øvrigt slet ikke i politikernes vokabularium. Perception is reality siger englænderne; det oplevede bliver til virkelighed for borgeren.
Krisebevidsthedsmåling
En metode til at måle krisebevidsthed på er at se på forbrugerforventningerne. Danmarks Statistik spørger hver måned et udsnit af befolkningen om fx deres syn på Danmarks økonomi det kommende år. Her viser tallene en score på 46 i 1980, 30 i 1982, 20 i 2008 og plus 10 i dag. Tilsvarende viser en helt ny undersøgelse, at to ud af tre danskere ikke er negativt økonomisk påvirket af finanskrisen. Firserudtrykket ”vi kører mod afgrunden, men på 1. klasse” passer måske bedre i dag?
Genopretning i dag
Den aktuelle økonomiske krise har sit afsæt i den finansielle krise, der kulminerede i 2008 med efterfølgende offentlig gældskrise. VK-regeringen har gennemført, hvad den kalder første del af en økonomisk genopretning med ekspansive finanslove samt aftalen med Dansk Folkeparti i maj 2010, der konsoliderer dansk økonomi med 24 mia. kr. og således imødekommer henstillingen fra EU’s finansministre.
Og forude venter næste del: Regeringen har offentliggjort udspillet ”Vi kan jo ikke låne os til velfærd”, der vil aftrappe efterlønnen over 20 år. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har tilsvarende spillet ud med ”Fair løsning”, hvor et af hovedelementerne er at sætte arbejdstiden op med 12 minutter om dagen.
Det er i skrivende stund uafklaret, om anden del af genopretningen bliver gennemført før eller efter valget. Under alle omstændigheder skal de store linjer udvikles og præsenteres – af såvel regering som opposition – før et valg. At forestille sig den store hammer falder umiddelbart efter et valg, er ovenpå Nyrups efterlønsløfte i 1998 utænkeligt. Men et uanmeldt kasseeftersyn og ’den seneste udvikling’ kan jo gøre drastiske indgreb ’nødvendige’ for en ny eller genvalgt regering.
Genopretning anno 1982
Schlüters Danmark 1982-1993 er et tidsbillede af en verden før globalisering og internet. Før terror og klimatrusler. Men med atomtrussel og terrorbalance, AIDS og arbejdsløshed, krise og kartoffelkur. Dengang verdens ledere hed Reagan, Gorbatjov, Thatcher, Mitterand og Kohl. Længe før Kina, Indien og Mellemøsten begyndte at røre på sig.
Allerede nu, på 20-30 års afstand, kan Schlüters Danmark ligne de gode gamle dage. Poul Schlüter blev statsminister i Firkløverregeringen, da Anker Jørgensen gik af uden valg i september 1982. Forud var gået et decennium med oliekriser og det største økonomiske tilbageslag siden 30’erne. Schlüter gjorde som enhver ny leder; han foretog et uanmeldt kasseeftersyn, hvor økonomien nok ikke kom til at fremstå gunstigere, end den i virkeligheden var. På sådan en baggrund er det alt andet lige lettere at skabe resultater.
Banen blev kridtet op: Renten var 20%, inflationen 10%, arbejdsløsheden 12%, betalingsbalancen minus 19 mia. kr. og statsgælden galopperede. Samtidig blev der spekuleret stærkt mod kronen i vakuummet fra Ankers bebudede afgang til den nye regerings tiltrædelse.
Der var således brug for akut handling: Poul Schlüter og Henning Christophersen gik de berømte skridt over til Erik Hoffmeyer i nationalbanken og lagde kronen fast. Helt fast. Den efterfølgende meddelelse til offentligheden lød lakonisk: ”I anledning af den uro, der er opstået på valutamarkederne i forbindelse med regeringens tilbagetræden, ønsker vi at oplyse, at en devaluering ikke indgår eller vil indgå i udformningen af den økonomiske politik, der vil blive fremlagt af den nye regering”. Efter den melding erklærede regeringen arbejdsro frem til Folketingets åbning i oktober.
Åbningstalen bød på en skrap økonomisk kur, 11 lovforslag – og samtidig et håb om at det måtte blive ”lettere at være dansker”. Firkløveret lagde hårdt fra start med en økonomisk genopretningsplan, der gjorde op med årtiers tabuer som fastlåsning af valutakursen, afskaffelse af den automatiske dyrtidsregulering og stop for væksten i det offentlige forbrug.
Og resultaterne viste sig – ufatteligt – hurtigt. Underskuddet på statens budget faldt, betalingsbalancen blev bedret, lønstigningerne mindsket og dermed lykkedes det at tæmme inflationen. En bivirkning ved dette var dog at reallønnen steg, hvilket fik det private forbrug og importen til at stige.
Resultat: Rekordstort betalingsbalanceunderskud og efterfølgende kartoffelkur i 1986. Her må det indføjes, at regeringen blev velsignet af stærk medvind båret af et internationalt opsving, som igen havde afsæt i store amerikanske militærudgifter og andre stimuli.
Økonomer har senere polemisk sagt, at Schlüter høstede, hvor Anker såede – og tilsvarende, at Nyrup høstede Schlüters frø, da Danmark stod i en ny krise et tiår senere. Men det er en anden historie.
Forskelle og ligheder
At sammenligne dybden i to kriser med 30 års mellemrum kan være som at sammenligne dybden af Marianergraven og kærlighedens dybde. For selv om historien gentager sig, kan vi ikke blot slå op i historiebøgerne for at finde svar på dagens udfordringer. Og selv om der i begge tilfælde er tale om dyb økonomisk krise, er situationen i dag fundamentalt an derledes end i 1982.
En af de store politiske forskelle er, at Schlüter fik magten forærende. Anker gik jo selv, og der var mere end tre år til næste valg. Schlüter havde således arbejdsro til at gennemføre de nødvendige reformer. En anden forskel er sildestimens gang i folkehavet. I 1982 var der en krisebevidsthed, som dagens realpolitikere kun kan drømme om.
Det må alt andet lige være nemmere at gennemføre offentlige besparelser, eller på nydansk ’den nødvendige politik’, når vælgerne er bevidste om rigets almindelige tilstand.
PS: Overskriften er inspireret af TV-serien Matador, afsnit 22
