I årene 2000-2011 havde jeg fornøjelsen at ledsage forhenværende statsminister Poul Schlüter omkring 25 gange, når han var rundt i landet og holde møder og foredrag.
Intime middage, hoteller, forsamlingshuse og håndboldhaller – han blev modtaget med stående ovationer og som en statsmand, overalt hvor han kom frem.
Jeg følte mig privilegeret at få lov at være så tæt på en af vor tids helt store skikkelser og kan hans foredrag forfra og bagfra: “I did not come here to speak” – sådan begyndte han altid, og fortsatte: ”Det forlyder fra historikere, at det var disse ord Cæsar, kejseren udtalte, da han første gang trådte ind i Cleopatras soveværelse. Og det er jo egentlig ganske interessant, for det viser, at engelsk allerede dengang var det udbredte forhandlingssprog… Nå, jeg er kommet her for at tale, og jeg takker for indbydelsen.”
Med denne lille artighed fangede han straks salen og fortsatte sin beretning ud fra de få, men kæmpestore stikord, han havde skrevet ned på en lap papir – ”Så kan jeg læse dem uden briller” – om opvækst i Haderslev, KU, frihedskamp, jurastudier på ”Jungleuniversitetet” i Aarhus (også dengang var der i visse kredse tvivl, om man kan uddanne sig i provinsen), advokatgerning, folkevalgt, statsminister, økonomisk genopretning, frit valg, fodnoter, EF, tamilsag og MEP.
Hans sprog var levende, og folk lyttede andægtigt. Det var jo dels 70 års Danmarkshistorie og dels var han jo en del af bagtæppet til mange menneskers liv som statsminister gennem mere end et årti. Han krydrede historien med anekdoter om mennesker, han havde mødt. Om Thatcher, der når hun kunne bruge hans opbakning sagde ”Good morning, Poul” og når hun var i mindre godt humør sagde ”Good morning, Prime Minister”. Eftertænksomt lød det “Joh, hun var en spanker, som til sidst blev fældet af sine egne”. Og om Mitterand, der forsigtigt adspurgt om vi er Des eller dus skarpt svarede “Det bestemmer De!”. Og så var der ikke mere at tale om.
Han leverede nogle elegante overgange om det kaotiske EF-forløb fra nej til Maastricht til ja til Edinburgh og man tænker: ”Springer han Tamilsagen over?”. Det gjorde han naturligvis ikke, for ”I mellemtiden var der jo sket noget”, og han leverede den sætning, han ufrivilligt var blevet berømt for. Og naturligvis også det tak-skal-du-have-valg til Europaparlamentet, hvor han fik rekordmange stemmer.
Og som afslutning denne lidt knudrede anekdote: ”Jeg kommer til at tænke på en historie om sultanen, der går ind til sit harem og siger: Jeg ved godt, hvad jeg skal, men jeg ved ikke hvor jeg skal begynde. Det har jeg så hørt en anden taler misforstå, så han fik sultanen til at sige: Jeg ved godt hvor jeg skal begynde, men jeg ved bare ikke hvad jeg skal. Og det er jo egentlig endnu værre. Nå, jeg ved godt hvad jeg skal, jeg skal holde inde.”
Der blev ikke stukket noget under stolen, han fortalte åbenhjertigt om sejre og nederlag og svarede beredvilligt på forsamlingens spørgsmål.
Jeg nød stunderne sammen med ham, når vi bagefter overnattede på den lokale kro og værten lige fremtryllede lidt mad og vin en sen aftentime og vi talte om aktuel politik. Han fulgte med og havde bestemt sine meninger om både sit eget parti og om dem, han gennem mange år havde været nødt til at tale pænt til og om. Og han svarede beredvilligt, når jeg eksempelvis spurgte ind til detaljerne i de langstrakte regeringsforhandlinger i 1988.
Nogle aftener ville han gerne bare hjem og vi kørte på tværs af landet og talte om, at trafikmafiaen ikke havde levet forgæves og om, at det er nemmere for en socialdemokratisk regering at rulle skattelettelser end motorveje tilbage.
En aften, jeg skulle aflevere ham ved flyveren i Aalborg, ser han skiltet ”Kiss and goodbye” og siger tørt – jeg tror vi nøjes med goodbye!
En anden gang stod jeg med en fyldt sal med gæster på Hotel Vejlefjord og skulle hente ham ved toget. En fyldt togvogn ankommer, men ud stiger ikke Poul Schlüter. Får fat i konduktøren, som heller ikke har bemærket ham. ”- Han kan jo være faldet i søvn, vi efterlyser ham over radioen”, siger konduktøren og sætter straks en efterforskning i gang. Vi træder vande og holder gæsterne hen. Heldigvis kom han med det næste tog en time senere, han havde taget fejl af tidspunktet. Alle aftaler var mundtlige, han havde en mobil – men den tændte han kun, når han skulle ringe hjem.
Poul Schlüter har allerede fået opkaldt en plads efter sig. Nemlig passagersædet i min sorte 4-dørs Ford Mondeo fra 2003, som med lidt god vilje kunne ligne en civil politibil eller en ministerbil. Det var dengang nogen ville købe københavnske gader, for at lade dem opkalde efter sig selv. Det grinede vi lidt af.
Nu har andre tidligere statsministre fået opkaldt gader og pladser i hovedstaden efter sig, og jeg håber da, at Københavns eller Frederiksberg Kommune kan finde et egnet sted. Et godt bud kan være Sankt Thomas Plads for enden af Frederiksberg Allé, hvor Schlüter boede i mange år.
Arven efter Poul Schlüter er et rigere og friere samfund. Han fik genoprettet økonomien, gav borgerne frit valg og fastholdt Danmarks internationale engagement. Det er blevet lettere at være dansker.
Æret være hans minde.
Se også
